Hos Plantorama i Vallensbæk langes julepynt, -lys og andet -stads over disken som aldrig før. I julens kendte og trygge traditioner søger vi ifølge trendforsker ly for coronaen
Trods udsigten til en atypisk jul, hvor forsamlingsforbud og restriktioner utvivlsomt sætter sit præg landet over, har borgerne i Vallensbæk tilsyneladende ikke skruet det mindste ned for juleblusset. Tværtimod kan Plantorama i Vallensbæk i år melde om en markant stigning i salget af julevarer på hele 42,5 procent i forhold til sidste år.
"Julepynt, kunstige juletræer og LED-lys er blandt de bedst sælgende produkter i år, hvor kunderne generelt har skruet en tand op for deres juleengagement" siger Thomas Birkelund Eriksen, der er centerchef i Plantorama i Vallensbæk.
At julen om muligt bliver prioriteret endnu højere end normalt, kommer ikke som nogen overraskelse for trendforsker og livsstilsekspert Mads Arlien-Søborg.
"Det er en direkte konsekvens af det her år med corona, at vi tillægger julen endnu mere værdi end normalt. Vi søger tryghed i en usikker tid, og det, vi forbinder med det trygge og sikre, bliver simpelthen vigtigere, end det plejer. Samtidig hungrer vi efter det sociale nærvær, så folk trænger i den grad til at fejre jul og bruger derfor også gerne lidt ekstra på det" siger Mads Arlien-Søborg.
Rekordmange juleaftner
Ud over at mange danskere higer efter socialt samvær, så kan coronarestriktionerne også være med til at booste julesalget mærkbart.
"Når man højst må være ti personer samlet til juleaften, vil der givetvis være flere hjem, som holder juleaftensfesten, fordi større forsamlinger fordeler sig. Det kan også bidrage til mersalg op til jul" siger Mads Arlien-Søborg.