Danmarks største cykelløb for børn kommer igen i år til Vallensbæk

Vallensbæk er igen i år blandt værtsbyerne, når cykelbegivenheden Kids Tour kommer rundt i landet (Foto: Børneulykkesfonden)
dato

Spænd cykelhjelmen og sus afsted på cyklen, når Danmarks største og sjoveste cykelløb for børn, Kids Tour, igen i år kommer til Vallensbæk. Det sker søndag d. 30. juni ved Vallensbæk Strandpark.

Der skal trædes i pedalerne, når Danmarks største og sjoveste cykelløb for børn, Kids Tour, kommer til Vallensbæk. Igen i år har Vallensbæk Kommune nemlig valgt at bakke op om cykelbegivenheden, hvor Vallensbæk Strandpark vil danne rammerne for en cykelsjov dag for børn i alderen 3-10 år og deres familier. Det koster 50 kr. at deltage i cykelløbet, mens alle aktiviteter på eventpladsen er gratis for alle gæster.

”Jeg er stolt af, at vi igen har Kids Tour i Vallensbæk. Det er i Vallensbækånden at kombinere sikkerhed og trivsel med motion og cykling. Vallensbæk er en cykelkommune, og især børnene har godt af at lære at begå sig i trafikken og bevæge sig samtidig. Vi indretter løbende kommunen, så det bliver mere attraktivt at cykle,” siger Vallensbæks borgmester, Henrik Rasmussen.

Fokus på trafiksikkerhed og sunde værdier
Kids Tour er et cykelløb for børn i alderen 3-10 år og afholdes som en landsdækkende begivenhed, hvor en række byer skiftes til at være værtsby for løbet. Hovedtemaerne er glæde og trafiksikkerhed, hvor børnene er i fokus med cykling, leg og sjove aktiviteter på pladsen.

”2024 er det femte år, vi afholder Kids Tour, og det er fantastisk at opleve den store opbakning fra landets kommuner, samarbejdspartnere og børnefamilier i hele landet. Vi har et ønske om, at flere børn benytter cyklen til og fra børnehave og skole, og vi håber, at Kids Tour er med til at få flere børn til at opleve glæden ved at cykle,” siger Henriette Madsen, der er generalsekretær hos Børneulykkesfonden.

Kids Tour arrangeres af Børneulykkesfonden i samarbejde med Vallensbæk Kommune. Kids Tour støttes af Jyske Bank som hovedsponsor og al salg af startnumre går ubeskåret til Børneulykkesfonden for bl.a. at fremme fondens arbejde med at øge børnesikkerheden i Danmark og nedbringe antallet af børneulykker i trafikken.

INFO OM KIDS TOUR

- Kids Tour kommer til Vallensbæk d. 30. juni 2024.

- Alle tilmeldte børn får et startnummer, en goodiebag, en drikkedunk og en medalje, når målstregen er krydset.

- Eventpladsen har åbent fra kl. 10.00 til 15.00.

- Der vil før, under og efter løbet være forskellig underholdning og gratis aktiviteter for hele familien på eventpladsen.

- Prisen pr. barn er 50 kroner + gebyr.

- Læs mere og tilmeld dit barn på www.kidstour.dk

Kilde: Børneulykkesfonden
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.